Christian Friis Bach, tidligere minister for udviklingsbistand:
Om Oldonyowas. Publiceret april 2013, Citaterne er fra Siderne 41-43
Uddrag af bogen - Det er MIN stol, om menneskerettigheder og udvikling
I min tid som formand for MS besøgte jeg en lille landsby, Oldonyowas, i det nordlige Tanzania på kanten af Serengeti sletten. Det var et trist og udsat sted, og et særligt barsk problem var store mængder fluorid i drikkevandet. Fluorid er godt til at børste tænder med, men for meget fluorid ødelægger ens knogler og betyder, at man ender som krøbling. Særligt småbørn risikerer alvorlige skader, når de gennem nogle år udsættes for alt for meget fluorid. Der havde været flere fejlslagne forsøg på at løse problemet. Midt i landsbyen stod en meterhøj monumental konstruktion som var en særlig ovn udviklet af Danmarks Tekniske universitet til at lave benkul fra dyreknogler, der så kunne bruges til at fjerne fluorid. Intentionen var god nok, men ovnen var desværre endt som en ”hvid elefant”, et fejlslagent monument uden opbakning, forståelse eller ejerskab hos beboerne i landsbyen. Indbyggerne fik ikke indsamlet og brændt de nødvendige knogler, og der var ikke skabt en ansvarsfordeling.
I et nyt forsøg på at løse problemet fandt mellemfolkeligt Samvirke på at give landsbyen et tilbud. Der var nemlig en vandkilde højere oppe på Mount Meru, hvor Oldonyowas ligger, med et meget mindre indhold af det skadelige fluorid. MS tilbød at donere vandrørene, men kun hvis det lokale landsbyråd selv organiserede nedgravningen. Da den første danske udviklingsarbejder fra MS, Jesper Land Gregersen, ankom til landsbyen i begyndelsen af 1992, eksisterede landsbyrådet stort set ikke, og medlemmerne havde ikke mødtes i lang tid. Det så håbløst ud. Men lidt efter lidt lykkedes det at få rådet til at holde møde og gå i gang med planlægningen. Det tog flere år og må have været en kilde til evig frustration for en aktiv dansk udviklingsarbejder, som med en rendegraver og et par mand kunne have etableret vandposterne på et par måneder.
Da jeg besøgte landsbyen tidligt i 1998, var der stor gejst og engagement. Landsbybeboerne var i fuld gang med at grave rør ned, og der var etableret et vandindtag ved den ren kilde på bjerget. Nu skulle landsbyen have frisk vand. Men kort tid efter blev vandindtaget smadret. Først af en nabolandsby, som mente, at vandet fra kildentilhørte dem. Senere fra en lokal militærforlægning, som hævdede, at vandet var deres. Efter langstrakte forhandlinger og genetablering lykkedes det endelig at få løst problemerne, og landsbyen fik rent vand. Det har de nu haft i 10 år.
Set udefra og bedømt ud fra det oprindelige formål med at skaffe rent drikkevand var projektet en dyr fornøjelse og en blandet succes. Det tog alt for lang tid og kostede rigtig mange penge, især hvis lønnen til den danske udviklingsarbejder blev indregnet. Men bag vandrørene var der en anden historie. Da Jesper Land Gregersen ankom, måtte han tålmodigt gå rundt og indkalde til et møde i landsbyrådet, som han selv måtte styre og tage referat fra.
Da jeg talte med den sidste udviklingsarbejder på projektet, fortalte hun, hvordan hun ofte sad på bageste række til møderne i landsbyrådet og ventede tålmodigt på, at hendes punkt kom på. Landsbyrådet havde mægtigt travlt med alskens projekter og beslutninger i landsbyen. Der blev bygget markedsplads, lavet projekter, løst konflikter og landsbyen har i dag også fået et mindre sygehus. Set i forhold til vandrørene var projektet var projektet ineffektivt, selvom det faktisk lykkedes at få rent vand og en langt bedre sundhedstilstand hos børnene. Set i forhold til at få det lokale landsbyråd til at tage ansvar og ejerskab for landsbyens udvikling var det en stor succes. Oldonyowas har oplevet langt større fremskridt end nabolandsbyerne. Tålmodighed belønnede sig. Og benkulsovnen står til bage som et monument over en tid som var engang, hvor løsningerne blev etableret uden lokalt ansvar og ejerskab. Udvikling tager tid. Den lokale deltagelse og ansvarlighed er afgørende i opbygningen af et samfund.
Gengivet med tilladelse af Christian Friis Bach.
