Her er fortællingen om reparations projektet af drikkevandsystemet / Maji Salama.

Fortalt af Jesper Land Gregersen.

Arbejdet med reparation af Oldonyowas Safe Water System gik efter planen. Ved min ankomst var landsbyen godt forberedt, og arbejdet kunne starte hurtigt. Mine og landsbyens forberedelser viste sig at være rigtige, der er nu vand i hele landsbyen igen, og hele systemet er repareret ned i mindste detalje. 

Alle rør, fittings, luftudskillere, brooverførsler, vandtanke, vandaftapningssteder osv. er blevet repareret med de bedste materialer, vi kunne finde i handelen. Alt i alt er vandsystemet i bedre funktionsmæssig stand end ved vandsystemets åbning for 15 år siden, da vi, samtidig med reparationen, har fortaget visse ændringer af det eksisterende system, ikke store, men nok til at give et bedre flow i vandet. Vandmængden er forøget en smule.

Der har været arbejdsgrupper på ca. 10 mand (10 nye hver dag i et rotationssystem) plus 5 faste

(En udlært og 4 rørlæggerlærlinge) og jeg selv på arbejde hver dag, og det har gjort, at vi ikke har spildt meget tid og arbejdet i en effektiv 5 dages uge. Mod slutningen af projektet udvidede vi staben af faste arbejdere med en murer, så vandtanke, trykudligningstanke og vandaftapningssteder kunne fremstå som nye igen.

Samtidig har mine og landsbyens økonomiske overslag vist sig at være rigtig kalkulerede. Ved projektets afslutning havde vi fyldt lageret op og havde et overskud på 17,400 kr. som vil blive brugt til fremtidig vedligeholdelse af projektet.

Landsbyen og jeg har haft et fantastisk samarbejde. Det har været en sand fornøjelse at se, hvordan vi har kunnet arbejde systematisk, begynde fra en ende af og færdiggøre arbejdet trin for trin. Det har samtidig været hårdt da noget af arbejdet har været i temmelig vanskeligt terræn, men der har aldrig været problemer med folks arbejdsindsats.

Projektet må siges at være lykkedes, så landsbyen og jeg er rigtig glade og tilfredse. Især er kvinderne, nu hvor de ikke skal gå så langt efter vand, rigtig glade.

 

Projektets faser.

Landsbyen Oldonyowas er opdelt I 3 underlandsbyer (subvillage): Mareu, Sura og Oldonyowas.

Vandledningens samlede længde er 32 km.

 

Projektet er opdelt i 5 faser:

Fase 1:

Hovedlinjen fra kilden, Nadun’goro, til første lagertank i landsbyen (50.000 l.) Mareu subvillage.

Fase 2:

Mareu linjen.

Fase 3:

Sura linjen.

Fase 4: Forbindelses linjen mellem Mareu lagertank (50.000 l.) til Simba lagertank (30.000 l.)

 Fase 5: Oldonyowas linjen.

Lageret i Mareu.

Udgangspunkter for hver dags arbejde var ved lageret i landsbydelen Mareu. Her samledes dagens hold og planlagde arbejdet og fik pakket bilen med værktøj osv. Der var 10 nye på arbejde hver dag, som indgik i et rotationssystem. Landsbyen havde udvalgt folk på den måde, at der altid var folk fra hver af de 3 landsbyafsnit. Vi var altid 5 faste på arbejde hver dag: Overrørlæggeren, lagerbestyreren, som også blev rørlæggerlærling, plus 2 lærlinge og mig selv. Mod slutningen af projektet udvidede vi den faste stab med en murer og hans lærling. Landsbyen har stillet en udmærket bygning til rådighed, den er omhegnet og aflåselig, så rør, fittings, cement osv. bliver opbevaret forsvarligt.

Forberedelse.

Før vi gik igang med reparationsarbejdet, brugte vi ca. 2 uger på indkøb og planlægning. Det gik relativt hurtigt, da landsbyen var temmelig organiseret. Vi skulle samtidig have lavet et stort stativ til bilen, så vi kunne fragte rør og andre materialer op på bjerget. Vi fyldte lageret op med de mest almindelige ting, og så gik vi i gang.

Der var stor entusiasme fra projektets start, da der få dage før min ankomst var blevet fældet et stort træ ned i en kløft og som derved havde beskadiget en røroverførslen betydeligt. Derfor var det første, vi gjorde, at udbedre denne skade, så vi kunne få blot lidt vand til landsbyen.

Fase 1.

Her efter begyndte vi systematisk på at reparere vandledningen fra kilden (2500 m. over havet) til første lagertank i landsbyen (Mareu 1800 m.) Tanken her er på 50.000 l.

Selve kilden er i rigtig god stand og leverer den samme mængde vand som ved projektstart i 2000. Vegetationen er stadig god, så der er en vis beskyttelse af vandet, som udspringer ganske få meter fra, hvor kilden er opstemmet.

Alle rør og fittings, luftudskillere osv. på ruten fra kilden til Mareu er repareret eller udskiftet med de bedste materialer, vi kunne få i handelen i Arusha. Denne by er områdets store by (ca. 300.000 indb.),

hvor man kan købe næsten alt.

Arbejdet på denne strækning var hårdt og slidsomt, da terrænet er præget af dybe kløfter og stejle skrænter. Vi kunne køre en del af vejen, men måtte i begyndelsen bære alle rør osv. på ryggen ca. 1 time for at nå til arbejdsstedet. De første 4 uger af arbejdet forløb sådan, så vi kom i god form.

Der var virkelig vanskelige steder, og en af de største udfordringer på denne strækning var udskiftning af plastrør til galvaniserede rør over en kløft, hvor vi har et spænd på ca. 100 m. Kløften er meget dyb og siderne ekstremt stejle. På den ene side var den konstruktion, som vi skulle fastgøre vores stålwire til, væk, så vi måtte lave en ny og så slæbe værktøj, sand, cement, alt, ned i kløften og op igen på den anden side. De 16 rør (1,5”x 6m.) vi skulle bruge til at krydse kløften også skulle slæbes ned i kløften, samles, og et efter et skubbes, hængende i stålwiren, over kløften og så samles på den anden side. Men vi klarede det på 3 dage. Den ene dag måtte vi opgive at arbejde ved middagstid, da vi blev angrebet af en kæmpe sværm afrikanske bier, som er meget aggressive.

Da Mount Meru er en gammel vulkan (4800 m.), er meget af det øverste jordlag meget fint pulver. Efter regntiden, en stor og en lille, bliver dette pulver vasket ned af bjerget og noget ender i kilden, hvilket giver en del problemer, da dette mix af vand og pulver samler sig i rørene, og er virkelig vanskeligt at rense ud. Det giver selvfølgelig et nedsat flow i rørene. For at få rørene rene købte vi en benzindrevet vandpumpe, skilte rørene ad i sektioner de første 1000 m., så vi med tryk kunne rense rørene. Samtidig har vi øget antallet af rensesteder på linjen. Herefter er der så meget fald på rørledningen, at den renser sig selv.

Hårdt, men interessant, og flere steder langs linjen blev vores arbejde overvåget af de fantastisk smukke hvide og sorte Colobus aber, som lever højt i træerne. Og vi var omgivet af den mest fantastiske natur, da en stor del af denne strækning ligger i den oprindelige skov.

Efter disse 4 uger på hovedlinjen nåede vi endelig Mareu, og glæden var stor for os alle, da vi så hvordan vandet fyldte hovedtanken i Mareu. Så kunne vi begynde at reparere linjerne i selve landsbyen og kunne derfor køre med materialer til de fleste steder, hvilket ikke sled så meget på os alle. Hver dag blev 2 udpeget til at være kok, så når vi var færdige med dagens arbejde, fik vi Ugali (majsgrød) og bønner.

Det var altid rigtigt hyggeligt.

FASE 2.

Mareu linjen er meget lang, og på  linjen er der i alt 9 tappesteder. Der er 2 tappesteder udenfor landsbyen Lemanda og Oldonyo Sambu Secondary School. Der er 3 tappesteder i selve Mareu, længere nede af linjen er der 1 ved landsbyens Primary School og 3 tappesteder ved en Luthersk Mission.

Tanken i Mareu var i meget fin stand og krævede ingen reparation.

Begyndelsen af den linje var i meget dårlig stand. Den begynder i et område, hvor beboerne er tilflyttere fra et andet område i det sydlige Tanzania. De er kartoffeldyrkere på bjerget, er ikke helt integreret i landsbyen, og de drikker en del hjemmelaver øl og sprut. De har ikke vedligeholdt deres tappested i lang tid og andre vandrør til brug i markerne til vanding af afgrøder går på kryds og tværs af hinanden. Men vi fik styr på det og brugte en del tid på at undervise beboerne i vedligehold af tappestedet.

Tappestedet har 2 vandhaner, hvoraf den ene er til at vaske tøj og almindelig hygiejne (højt flour indhold), mens den anden er til drikkevand.

De 2 andre tappesteder (kun drikkevand) var i god stand, krævede stort set kun murerarbejde og blev hurtigt reparerede. Ved Primary School var der en del arbejde, da så mange elever er temmelig hårde ved tappestedet. Der var samtidig en snedig beboer, der havde laver sin egen lille private ledning til en temmelig stor tank. Den måtte sløjfes, hvilket resulterede i, at tappestederne længere nede af ruten pludselig fik meget mere vand.

Missionsstationen var næsten i orden, hvorimod tappestederne uden for landsbyen, især Lemande, var i meget dårlig stand, og en stor tank måtte udskiftes, da den var meget utæt. Lemanda er beboet af folk, der lever på en meget traditionel Waarusha (det hedder stammen) levemåde, som er meget tæt på masaiernes, så deres kendskab til teknik er yderst begrænset. Derfor var deres måde at reparere vandsystemet på meget primitiv.

FASE 3.

Sura linjen har 2 vandledninger, da landsbydelen ligger temmelig spredt. Der er 7 tappesteder i Sura,

6 i selve landsbydelen, den sidste ender i en skole for katolske lærerstuderende

Man må sige, at de nok er de bedste til at vedligeholde deres vandsystem. Der var et par luftudskillere, der skulle skiftes, vandhaner der skulle skiftes og en del murerarbejde. På selve hovedlinjen mellem Mareu og Simba var der en del reparationsarbejde, men det vender vi tilbage til i fase 4. Folkene, der bor i Sura, tilhører Wameru stammen og er traditionelt landmænd med en vis forståelse for teknik og planter langt flere træer end Waarusha.

Nogle af deres tappesteder er rigtig dejlige med træer og skygge. Det højst liggende tappested ligger i Sura og har den mest fantastiske udsigt.

 FASE 4.

Hovedlinjen mellem de to store lagertanke Mareu 50.000 l. og Simba 30.000 l. var et større arbejde først og fremmest pga. at samtlige luftudskillere var ødelagte. Der var blevet forsøgt en nødløsning med at stoppe en pind i hullerne, men de var vanskelige at få ud og samtidig flød vandet jo selvfølgelig ikke.

Flere af de små fordelertanke var i dårlig stand og samtlige støbte betonlåg til disse tanke manglede.

Vi fik det hele udbedret og alle luftudskillere er nu på plads igen, og vandet flyder, som det skal.

Også her var det et slæbearbejde, da vi ikke kunne køre helt ud til de forskellige steder, så vi måtte slæbe sand, cement, ja alt, og det var faktisk en hel del. Men vi fik has på linjen, og som man kan se på det sidste billede, flyder vandet.

FASE 5.

Tanken på Simba, vidste vi, ikke var i så god stand, den havde slået revner og vandet sivede ud af den.

Da vi ansatte mureren, var det det første han gik i gang med, så den kunne være færdig og gennemhærdet, inden vandet kom til Simba igen. Flot arbejde han lavede, tanken er tæt igen.

Oldonyowas linjen har, som Sura, 2 vandlinjer, da også denne del af landsbyen ligger temmelig spredt, plus der er en tredje linje, som også her går uden for landsbyen til en nærliggende landsby nedenfor Oldonyowas, som hedder Losononi. Folk i Oldonyowas subvillage er hovedsageligt Waarusha, lever i stort omfang traditionelt, dog ikke så primitivt som folk i Lemanda. Deres tekniske formåen er ok, men de er rigtig dårlige til at få repareret ting. De vil hellere lave handel på den lokale markedsplads og røgte alle deres geder, får og køer. Det går en del ud over deres hjemlige pligter, som i stor stil udføres af kvinder, og de reparerer ikke vandrør. Derfor var der en del arbejde her, en del rør var også tilstoppede, så de måtte skilles ad og renses. Tappestederne var ikke i god stand, på nær ét, som var forbilledligt vedligeholdt. Også her var luftudskillerne sat ud af funktion, de har ganske simpelt ikke forståelsen af, hvilken funktion en luftudskiller har.

Oldonyowas linjen har i alt 8 tappesteder og en enkelt, der går ud af byen til føromtalte Losononi.

Også her er alt i orden nu, nye vandhaner osv. Mureren har udbedret skaderne på tappestederne, så det hele ser godt ud igen. Det var især sjovt at arbejde i denne del af byen, for det var hovedsageligt unge mænd, der var valgt til at hjælpe her. Det krævede lidt pædagogisk arbejde, at få dem til at få noget fra hånden, da de mødte op i alt andet end arbejdstøj og så rigtig smarte ud. Men det blev pillet af dem, og jeg må sige, at de blev rigtig gode at arbejde sammen med, da de kunne blande arbejde med humor, så vi grinede meget. Det gjorde vi i øvrigt også de andre steder, men de her havde hørt om andre steder i verden og var til reggaemusik. Bob Marley, og andre reggaebands, har ikke levet forgæves, det er stadig yderst populært musik i Afrika.

Landsbydelen ligger utrolig flot, og giver fra den fjerneste del af Oldonyowas et godt billede af hvor spredt, landsbyen er.

Vandkommite og betaling af vand.

Der blev mod slutningen af projektet nedsat en vandkommite bestående af 2 personer fra hver subvillage plus repræsentanter fra nabolandsbyer og institutioner, så vandkommiteen består af i alt 11 personer.

Valget blev demokratisk gennemført, hvor hvert landsbyafsnit skulle vælge deres repræsentant ved et fælles landsbymøde. Fremmødet var stort, og det var jeg rigtig glad for, for så kunne de rigtige informationer komme ud til rigtig mange.

Vandkommiteen er blevet konstitueret, og der er blevet lavet love. (Se bilag ang. Public meeting)

Om vi ville gribe lovene an på samme måde, tror jeg ikke, men her er det vigtigt at forstå, at hvis det er dyrt at overskride lovene, gør man det ikke. Sådan er flere love sammensat i landsbyen og det er ikke et område, hvor jeg føler, at jeg skal blande mig alt for meget.

Der er ved at blive oprettet en bankkonto. Desværre blev den ikke helt færdig før min afrejse, da det er utroligt bureaukratisk at få oprettet en konto, hvor der er flere, der skal skrive under for at hæve penge.

Men det er vigtigt, at ikke kun én mand kan hæve. Der er i alt 4 personer, der kan underskrive, og de er opdelt i en A og B gruppe og én fra hver gruppe skal underskrive for at få penge.

Jeg har i mellemtiden fået Danmarks konsul i Arusha, Geert Lassen Holm, til at tilbageholde pengene, 3000 US$ på konsulatets konto. De kan så overføres derfra, når alle formaliteterne er iorden.

Betaling af vand blev sat til 500 tzsh. pr. familie pr. måned og skal betales via M-Pesa (betaling som kan ske via mobiltelefon). Denne betalingsform er smart, da pengene kan blive sat direkte ind på bankkontoen uden først at skulle i lommen på én, der måske ikke helt ved, hvad der er hans og andres.

Om dette system kommer til at virke, vil jeg være ærlig og sige, at det ved jeg ikke. Det er det første spæde

forsøg på brugerbetaling i landsbyen. De forstår godt, hvad det gå ud på, men har ikke helt tiltro til at pengene ender de rigtige steder og virkelig bliver brugt til reparation af vandledningen. Jeg har samtidig gjort det klart, at det overskud, vi har på projektet, ikke vil tilgå deres bank, før jeg ser beviser på, at de er begyndt at betale ind på vandkontoen.

 Uddannelse af lærlinge.

Det var fra starten meningen, at en vis del af uddannelsen af lærlinge skulle foretages af Idara ya Maji

(Vandforsyningen i Arusha), men det blev hurtigt droppet, da alt for mange penge ville gå til ingenting.

Landsbyrådet, jeg selv plus overrørlæggeren vedtog, at vi selv underviste dem i netop dette vandsystem,

så de ikke blev forstyrret af for mange ting, som de senere aldrig stifter bekendtskab med. De fik også en meget bedre forståelse for de forskellige stykker værktøj, fittings, nødvendighed af luftudskillere, trykudligningstanke osv. ved selv at arbejde praktisk med det, og vi samtidig forklarede. Altså god gammeldags mesterlære.

Pengene, der var afsat til løn til en udefrakommende lærer, valgte jeg sammen med landsbyregeringen at bruge på at udbetale lidt løn til de faste medarbejdere, der var på arbejde hver dag. Jeg synes, det var rimeligt, for i hele denne periode har de ikke haft mulighed for at passe deres arbejde med jorden og har i visse tilfælde måtte ansætte daglejere for ikke at komme for meget bagud. Den samlede lønudgift for i alt 6 medarbejdere blev på 4.150.000 tzsh. hvilket svarer til ca. 12.500 kr. for 5 mdr. arbejde. De blev også betalt for oktober. Det svarer til en gennemsnitlig lønudgift pr. mand på ca. 415 kr. pr måned. Overrørlæggeren og lagerforvalteren fik selvfølgelig mere end lærlingene. Lønudspillet kom fra landsbyregeringen, og det var ikke svært for mig at tiltræde dette, jeg forhøjede endda lønnen ved at udbetale en bonus ved projektets afslutning.

Estomii, overrørlæggeren, er meget dygtig, så efter 4-5 ugers arbejde sammen med ham, kunne jeg udføre andet arbejde, vi kunne dele os i to hold, eller jeg kørte til Arusha med lagerforvalteren på indkøb. Lager forvalteren var jeg bekymret for i starten, men han udviklede sig godt og havde styr på tingene til sidst, så bogholderiet passede med antallet på hylderne. Især en af lærlingene, Jakobu, blev rigtig dygtig, og kunne sendes ud til reparationsarbejde på egen hånd. Alt i alt er jeg meget tilfreds med den faste stab, og mureren, der blev ansat for 3 mdr., udviste stor ansvarlighed, og arbejdede fra starten meget alene sammen med sin lærling.

Budgettet.

Landsbyen og jeg er virkelig stolte af, at vi fik pengene til at slå til og endda kan fremvise et overskud på ca. 18.000 kr. plus ca. 9000 kr. for salg af projektbil ved projektets afslutning.

Vore overslag har vist sig at være rigtige, men en del af grunden til, at det er gået så godt økonomisk, er også, at landsbyen under arbejdet var interesseret i at få tingene så billigt som muligt, samtidig med at jeg insisterede på, at det måtte være den bedste kvalitet, man kunne få. Det betød at 2 mand gik fra butik til butik i Arusha for at forhandle priser, og når alt så var på plads, ringede de til mig, og så kørte vi rundt og samlede tingene op.

Bilens budget blev overskredet ganske betragteligt, da jeg havde undervurderet priser på reservedele, hvor tit vi blev nødt til at reparere på den, og den mængde diesel vi brugte. Man bruger en del diesel, når man kører i lavt firehjultræk flere dage i træk. Det sparede vi på fittings og rørpriser, ikke på mængden, så det alligevel hang sammen til sidst.

Det har været svært altid at få kvitteringer, da en del er købt i forskellige forretninger mellem Oldonyowas og Arusha, så derfor er nogle skrevet på vores eget cashbookhæfte, men beløbene er fuldstændig rigtige, og der var simpelthen ikke anden udvej. Nogle kom også få gange tilbage fra indkøbstur uden kvittering. Men kassen stemte altid, der er ikke brugt penge, som jeg ikke kan garantere for. Vi fik alt inden for budgettet.

Vi kunne også fylde lageret op med reservedele til fremtidige reparationer